Alliancen og den nære psykiatri

At forbedre og udvikle den nære psykiatri er en løbende og langsigtet proces. Den nære psykiatri videreføres derfor som udviklingsområde i Rammeaftale 2021-22.

Et tværsektorielt samarbejde

Alliancen er et bredt samarbejde, som i kommunerne omfatter både socialpsykiatrien, sundhedsområdet, beskæftigelsesområdet samt det almene og det specialiserede børne- og ungeområde. Alliancen er således bredt forankret i kommunerne og skal understøtte, at der sikres helhed og sammenhæng for borgeren. Både i forhold til de kommunale tilbud, men også på tværs af kommuner, region, praktiserende læger og de mange tilbud og fællesskaber i civilsamfundet.

Alliancens mål

I alliancen vil vi i fællesskab forbedre og udvikle den nære psykiatri. 
Alliancen har fokus på den brede trivselsdagsorden, forebyggelse af psykisk sygdom og indsatser for svært psykisk syge borgere.

Når arbejdet med de første prioriterede indsatsområder er godt på vej forventes det, at der politisk vil blive udvalgt nye fælles indsatsområder mellem alliancens parter.